Uddannelsesprogram – Introduktionsstilling i Almen Medicin
Efter afslutning af klinisk basisuddannelse kan du søge en introduktionsstilling. Ansættelse i en introduktionsstilling er 6 måneder, hvis du har haft en praksisansættelse i din KBU, og 12 måneder, hvis du ikke har haft en praksisansættelse i din KBU.
Der skal under ansættelsen i introduktionsstillingen fokuseres på om uddannelseslægen trives i og finder Almen Medicin som det rette speciale. Det er tutors opgave at vurdere om lægen er egnet til specialet. Der vil løbende være samtaler omkring specialevalg.
Målbeskrivelsen for Almen Medicin indeholder en nøjere beskrivelse af specialet og specialeuddannelsen. Deri beskrives de minimumskompetencer, som den uddannelsessøgende i Almen Medicin skal besidde ved afslutningen af uddannelsen. I målbeskrivelsen findes 119 kompetencer i alt – af disse skal 8 være erhvervet ved afsluttet I-forløb, og de resterende kompetencer skal erhverves i løbet af det 4½ års H-forløb.
Uddannelsesprogram Introduktionsstilling:
Der er udarbejdet et generelt uddannelsesprogram for hele hoveduddannelsen i Almen Medicin, som er gældende for alle ophold i praksis.
INTRODUKTION:
Du vil få tilsendt et introduktionsbrev i forbindelse med din ansættelse i klinikken.
Indledningsvis er der ikke booket konsultationer og uddannelseslægen følger introduktionsprogrammet. Det er vores erfaring at man allerede i løbet af få dage vil have konsultationer, der er tilpasset tid og sværhedsgrad med henblik på at komme ind i IT-systemet og klinikkens arbejdsgange.
De første dage sidder den yngre læge hos tutor, siden byttes rolle og efterfølgende varetager den yngre læge selvstændige konsultationer. Til disse afsættes den nødvendige tid (sædvanligvis 1⁄2 time i starten), men tilpasses tidsmæssigt efter udvikling af kompetencer og sværhedsgrad af konsultationen Der vil være mulighed for tilpasning med pauser.
Tidsbestilling til konsultationer påbegyndes i løbet af de første uger (men individualiseres m.h.t. afsat tid og antal). Den yngre læge kan til enhver tid søge hjælp hos de øvrige læger og kan udvælge interesseområder i forhold til sin uddannelsesplan.
Ved oplæring i telefonkonsultationer vil tutor i starten sidde ved siden af.
Der tages hensyn til arten (sværhedsgraden) af konsultationerne løbende under hele ansættelsesperioden.
Den yngre læge deltager i sygebesøg, primært sammen med anden læge, senere selvstændigt.
Indenfor de første to uger gennemføres introduktionssamtalen.
Den og de øvrige samtaler gennemføres efter de givne retningslinjer. Er der behov herfor, gennemføres flere justeringssamtaler. Samtalerne foregår altid med aktuelle tutor.
SUPERVISION:
Der er fast afsat tid til daglig supervision (30 minutter). Det kan være klinisk, konsultationsprocessen, særlige problemstillinger, kompetencevurdering (kun ved tutorlæge) eller hvad der skulle være behov for.
Derudover er der "åben-dør-politik", så der kan konfereres aktuelle problemstillinger i løbet af dagen.
Direkte supervision: foregår både planlagt daglig og som ad-hoc. Via vejledersamtaler eller “fluen på væggen”.
UNDERVISNING:
Der undervises i løbet af hele opholdet i udvalgte sygdomme, procedurer og praktiske forhold med relevans for klinikken og for almen praksis generelt ved de ansatte i praksis ligesom der arrangeres interne kurser for klinikken ved særlige behov ved ekstern undervisere. Den yngre læge har mulighed for at have dage uden for praksis (hos udvalgte speciallæger, fysioterapeut, apotek mm), hvis det skønnes relevant efter aftale med tutorlæge. Introduktionslæger i Region Sjælland tildeles automatisk en sparringsgruppe, hvor du kan udveksle erfaringer fra arbejdet i almen praksis. Dette er obligatorisk og foregår ca 3 timer én gang om måneden. Du får fri fra praksis til deltagelse i dette
Vi har planlagt intern undervisning i klinikken som går på tur. Der forventes at du deltager aktivt i undervisning i løbet af dit ophold. Derudover foregår der også patientundervisning i konsultationen. Uddannelsesmål #8 godkendes efter de 1-2 undervisningssessioner ved KV5 som er et mindmap til refleksion.
360 graders evaluering; Uddannelsesmål #3 skal godkendes ved KV3 som er en 360 graders evaluering. Vi forventer, at du planlægger og gennemfører 360 graders evaluering minimum én gang i løbet af din tid hos os.
Du skal have 3 ledsagede køre- eller konsultationsvagter. Du skal tage kontakt til lægevagtssekretariatet i Region Sjælland for at sikre dette.
UDDANNELSESPLAN:
Den lægelige videreuddannelse for den yngre læge bygger på målbeskrivelser, som er specifikke for hvert enkelt uddannelseselement. Desuden skal der udarbejdes en individuel uddannelsesplan. Den skal beskrive, hvordan de enkelte mål kan opnås ud fra tidligere erfaringer, baggrund og læringsstil.
Vi forventer, at uddannelseslægen forbereder en individuel uddannelsesplan forud for Introduktionssamtalen hvor den vil gennemgås i fælleskab. Introduktionssamtalen finder sted indenfor de første 14 dage i praksis.
Uddannelsesplanen kan opdateres til midtvejssamtalen. Kompetencemålene, der skal vurderes og godkendes er anført i målbeskrivelsen, og ved introduktionssamtalen med tutor fastsættes datoer for kompetencevurderinger for de enkelte mål.
Vi anbefaler, at du sætter fokus på at opfylde 1-2 af dine læringsmål per måned og vi vil sammen fokusere på at du løbende får dem kompetencevurderet og dermed godkendes. Sammen med tutorlæge fastsættes datoer for kompetencevurderinger for de enkelte mål løbende.
Uddannelsesmål Introuddannelsen
# 1: Individualisering
# 2: Tillid
# 3: Samarbejde internt i praksis
# 4: Forebyggende børneundersøgelse
# 5: Patienten med kronisk sygdom (I)
# 6: Den febrile patient
# 7: Skabe rammer for god kommunikation
Reference:
Målbeskrivelsen Almen medicin:
KV1 Struktureret vejledersamtale
KV2 Struktureret observation af konsultation
KV3 360 graders feedback udleveringsskema
KV4 Struktureret observation af en procedure
KV5 Vurdering af refleksionsevne